Den økonomiske krise og produktionskrisen er to sider af samme sag.

Takket være en massiv økonomisk indsats fra ECB, FED og Japans nationalbank side er den finansielle krise blevet midlertidigt stabiliseret.

DEN MANGLENDE FORSTÅELSE

Grunden til at vi og alle de andre vestlige lande er endt i den uholdbare økonomiske situation er dybest set en manglende forståelse af de reelle økonomiske mekanismer.

Den etablerede økonomiforståelse går på at et land især bliver konkurrencedygtigt ved at dets virksomheder har lavere omkostninger end andre landes virksomheder. Jo lavere omkostninger virksomhederne har, jo bedre går det landet!   

HVIS DET VAR RIGTIGT SÅ VAR DANMARK GÅET BAG AF DANSEN FOR MERE END EN MENNESKEALDER SIDEN!

Det danske omkostningsniveau har, i mere end en menneskealder været højere end i de lande vi konkurrere med, så der må altså være en anden økonomisk mekanisme som gennem alle årene  har virket til gunst for os og de andre gamle industrilande .

Den faktor der siden middelalderen begunstigede landene i Europa, og senere alle de vestlige industrilande er kreativitet.

Gennem generationer er vi blevet opdraget til at tage for givet, at vi var bedre end de andre, og at det var derfor at kreativiteten især virkede til gunst for os. Krisen er derfor en såvel kulturel som økonomisk øjenåbner! Det er en smertelig opvågnen, at vi må konstatere, at vi hverken er bedre mennesker og ej heller evner at udnytte kreativiteten bedre end borgerne i de nyindustrialiserede lande.

Vi hverken var eller er bedre, der eksisterede derimod en konstruktiv, selvforstærkende økonomisk mekanisme som har virket til gunst for os siden middelalderen og frem til 1980erne. En mekanisme som vi uforvarende har givet afkald på, og der er ingen vej tilbage. Heldigvis er der derimod en ny vej frem, men først må vi forstå den omtalte mekanisme og derefter forstå at produktionskrisen og den finansielle kriser egentlig er to sider af samme sag og har sin oprindelse i 1980erne!

DEN DYNAMISKE PROCES

Det har længe været almindelig kendt, at virksomheder som enten udvikler nye produkter og/eller udvikler nye mere effektive produktionsmetoder har en konkurrence fordel. Denne konkurrence fordel har virksomheden imidlertid kun indtil de andre virksomheder når op på samme niveau. For at opretholde forspringet må virksomheden derfor investere dele af den ekstra indtjening i R&D, altså i potentielle nye produkter og nye fremstillingsmetoder.

Hvor det for hvert enkelt firma kan betyde liv eller død om de er det firma der formår at præstere fornyelse, har det samfundsmæssigt set mindre betydning hvilket firma der klarer sig bedst, så længe denne kreative og dynamiske proces fortsætter.

Det man hidtil har overset er, at det der gælder for den enkelte virksomhed, i lige så høj grad gælder for det enkelte land.   

Før globaliseringen, da de Gamle Industrilandes økonomier var forholdsvis lukkede, og der desuden fandtes valutarestriktioner, blev nye avancerede ideer og innovationer udnyttet indenfor den nationale økonomi i en længere årrække, og det var kun produkterne fra produktionen som blev eksporteret. Derved blev der skabt værdi på basis af innovation, og dette gjorde det muligt for landet / de Gamle Industrilande at forblive konkurrencedygtige, selv om lønniveauet i landet / landene var højere end i de lande de Gamle Industrilande konkurrerede med. Med højere lønninger og skatter blev der mindre profit til producenterne, men denne lavere profit suppleredes af den ekstra profit som producenterne formåede at skabe ud fra deres innovative forspring, og så længe summen af (den lavere) profit og profitten af det innovative forspring var større end hvad konkurrenterne opnåede, forblev producenten – landet – de Gamle Industrilande konkurrencedygtige.

Rent samfundsmæssigt betød den del af profitten som producenterne mistede på grund af højere lønninger og skatter, at lønmodtagerne kunne højne deres levestandard, herunder deres uddannelses og udviklingsniveau, og de højere skatter bevirkede, at samfundet kunne udvikles og yde en bedre og mere effektiv service. Når samfundets værdi fra produktionen blev suppleret med ekstra værdi fra innovation, blev den samlede samfundsmæssige værdi højere end i de lande der gennem megen og billig arbejdskraft udelukkende skabte produktionsværdi.

I de Gamle Industrilandes forholdsvis lukkede nationaløkonomier fandtes altså en positiv feedback mekanisme, hvor højere lønninger og skatter førte til højere uddannede borgere og et mere dynamisk og effektivt samfundsapparat, som igen kunne medvirke til skabelse af nye avancerede ideer og udvikling af nye og mere effektive produktionsmetoder. Dette muliggjorde en højnelse af lønniveauet, borgernes uddannelses- og udviklingsniveau samt samfundsniveauet som helhed, hvilket muliggjorde en endnu mere avanceret og mere konkurrencedygtig produktion osv. osv.

Danmark, der aldrig har haft andre tilgange end landbrugsjord og sin befolkning, er det mest rendyrkede eksempel på denne opskrift på succes!

NEDTUREN

Da de vestlige lande åbnede deres økonomier og gjorde det let at eksportere såvel kapital som virksomheder, savede de vestlige lande i virkeligheden den frugtbare gren over som de havde siddet på siden 1400 tallet. Ligesom når man tisser i bukserne virkede det i første omgang varmt og godt at vore firmaer ekspanderede i udlandet. Selv om forandringerne gik langsomt i begyndelsen var den dynamiske sammenhæng mellem firmaerne og nationaløkonomierne imidlertid brudt, og foruden de stedse flere arbejdspladser som forsvandt til udlandet, kunne firmaerne også etablere udenlandske datterselskaber således at overskuddet kunne flyttes der hen hvor skattetrykket var mindst. Dermed minimerede firmaerne national beskatning. Meget værre var det imidlertid, at den innovation der blev skabt i de gamle industrilande, i mange tilfælde blev direkte eksporteret ud af landet til lande hvor hele nye industrier opstod som eksempelvis den elektroniske fremstillingsindustri i det fjerne østen.

Tilbage sidder de gamle industrilande med et dyrt samfundsapparat og dyre lønninger men uden at få tilført de midler som er nødvendige for opretholdelse og udvikling af landene.

DET BLINDE ØJE

Et af de økonomiske mantraer har været at går det godt for firmaerne går det godt for landet. Selv om firmaerne gradvist blev mere internationale end nationale identificerede vi os fortsat med dem, på trods af at de gradvist bidrog relativt mindre og mindre til den nationale økonomis opretholdelse. Som det kan læses anden steds på bloggen, er det nu dokumenteret, at det udelukkende er de firmaaktiviteter som findes i et land der gavner lande!

Følelsen af at det gik godt gjorde, at der blev løsnet på de økonomiske skruer, og da de herskende økonomiske teorier ikke indeholdt en forståelse af hvad der var ved at ske, viste de etablerede økonomiske indikatorer heller ikke nogen faresignaler. Indikatorerne var ude af stand til at opfange at der var tale om en boble og ikke om reel samfundsøkonomisk vækst. Man abstraherede fra at samfundet løbende måtte foretage nedskæringer, og at der ikke blev vedligeholdt og fornyet i tilstrækkeligt omfang. Hovedparten af befolkningen fik jo flere penge mellem hænderne efterhånden som ejendomspriserne steg og steg, og de få der råbte vagt i gevær blev overhørt.

På den finansielle front skrev The Economist eksempelvis i et årti begejstret om de fantastiske nye "økonomiske instrumenter" uden at forklare hvad det gik ud på. Først i 2007 kom en artikel der beskrev at det i virkeligheden drejede sig om godt gammelt bondefangeri hvor man solgte en sekunda vare som prima kvalitet. Det er svært at bebrejde politikerne og den almindelige befolkning at de intet forstod når den økonomiske elite enten holdt tand for tunge eller som The Economist åbenbart ikke forstod hvad der skete.

FREMTIDEN

Så længe man fastholder at den finansielle krise er ved at være overstået, og at den produktionskrisen nok skal løse sig af sig selv, vil nedturen fortsætte uhæmmet.
Al snak om at vi fremover skal overleve på vor viden og kreativitet har intet hold i virkeligheden, så længe de juridiske og økonomiske vilkår er således, at viden og ideer forsvinder til de mest effektive lande.
Som jeg allerede beskrev i min afhandling "Videnskaben, Historien og Fremtiden" offentliggjort for 20 år siden, er der en mulighed for at vende udviklingen til gunst for os og de andre gamle industrilande. En sådan ændring havde naturligvis været lettere at iværksætte for 20 år siden, hvor man fortsat ville have haft økonomisk råderum, men det kan stadig lade sig gøre.

U.S.A. var det første land der åbnede sin økonomi, og det er derfor også U.S.A. som sidder dybest i mudderet. På grund af interne udligningsordninger i USA, er det mindre synligt, at mange af delstaterne er lige så dårligt økonomisk funderet som landene i Sydeuropa.

SKRÆMMEBILLEDET

Vi har i de sidste årtier vænnet os til at der skal skæres ned, og dette har været lettere at få til at glide ned fordi nedskæringerne er blevet pakket ind som økologisk ønskværdige, selv om den egentlige årsag er økonomisk nødvendighed!

Det sidste års forskellige oprør og demonstrationer i Sydeuropa peger frem imod meget voldsommere samfundsmæssige brydninger, når det går op for befolkningerne, at vi dybest set skal ned på lønmæssige og samfundsmæssige niveauer svarende til de nyindustrialiserede landes niveauer, med mindre noget helt nyt og radikalt anderledes formår at vende skuden.

Forestiller man sig hvordan U.S.A.´s udenrigspolitik kommer til at se ud om et par år, når de ultrakonservative får en dominerende indflydelse, begynder det at virke som en decideret gyser!

Det kan også udtykkes ud fra et rent historievidenskabeligt perspektiv

 http://videnskabeligindsigt.blogspot.dk/2013/06/historien-gentager-sig-nsten.html

For en dybere forståelse af de fremtidige muligheder se

http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

Søren H. Basse

  

Den dybere årsag til den økonomiske nedtur.

Den mest dramatiske forandring, der er sket i de sidste årtier, har været åbningen af de nationale økonomier og fremvæksten af et virkeligt globalt marked. Denne udvikling har været til stor fordel for eksporten og samhandelen, og det har for altid ændret de globale økonomiske og politiske forhold. Globaliseringens positive økonomiske effekter har vi fuldt ud accepteret. Vi har også, om end tøvende og med forbehold, accepteret eksporten af arbejdspladser, og trøstet os med, at det i overvejende grad har været de dårligste, lavteknologiske job som vi mistede. Der er imidlertid en tredje, meget voldsom og dramatisk men hidtil overset effekt af globaliseringen.

Grunden til at den pågældende effekt er blevet overset kan meget vel være, at den økonomiske forståelsesmodel som er fremherskende har bevirket, at man tenderer til at tænke i andre baner!

Før globaliseringen, da de Gamle Industrilandes økonomier var forholdsvis lukkede, og der desuden fandtes valutarestriktioner, blev nye avancerede ideer og innovationer udnyttet indenfor den nationale økonomi i en længere årrække, og det var kun produkterne fra produktionen som blev eksporteret. Derved blev der skabt værdi på basis af innovation, og dette gjorde det muligt for landet / de Gamle Industrilande at forblive konkurrencedygtige, selv om lønniveauet i landet / landene var højere end i de lande de Gamle Industrilande konkurrerede med.  
Med højere lønninger og skatter blev der mindre profit til producenterne, men denne lavere profit suppleredes af den ekstra profit som producenterne formåede at skabe ud fra deres innovative forspring, og så længe summen af (den lavere) profit og profitten af det innovative forspring var større end hvad konkurrenterne opnåede, forblev producenten – landet – de Gamle Industrilande konkurrencedygtige.

Rent samfundsmæssigt betød den del af profitten som producenterne mistede på grund af højere lønninger og skatter, at lønmodtagerne kunne højne deres levestandard, herunder deres uddannelses og udviklingsniveau, og de højere skatter bevirkede, at samfundet kunne udvikles og yde en bedre og mere effektiv service. Når samfundets værdi fra produktionen blev suppleret med ekstra værdi fra innovation, blev den samlede samfundsmæssige værdi højere end i de lande der gennem megen og billig arbejdskraft udelukkende skabte produktionsværdi.

I de Gamle Industrilandes forholdsvis lukkede nationaløkonomier fandtes altså en positiv feedback mekanisme, hvor højere lønninger og skatter førte til højere uddannede borgere og et mere dynamisk og effektivt samfundsapparat, som igen kunne medvirke til skabelse af nye avancerede ideer og udvikling af nye og mere effektive produktionsmetoder. Dette muliggjorde en højnelse af lønniveauet, borgernes uddannelses- og udviklingsniveau samt samfundsniveauet som helhed, hvilket muliggjorde en endnu mere avanceret og mere konkurrencedygtig produktion osv. osv. 

Danmark har aldrig haft andre tilgange end landbrugsjord og sin befolkning, og Danmark er derfor det mest rendyrkede eksempel på denne opskrift på succes! Se:
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/kan-velfrdsstaten-opretholdes.html

For at kunne kommunikere avancerede ideer og skabe avancerede produktionsmetoder må man leve i et avanceret miljø / land, og for at kunne opretholde og videreudvikle et avanceret samfund er det nødvendigt at opnå et større økonomisk overskud end de samfund man konkurrere med.

Den hidtil oversete, men meget alvorlige og dramatiske ændring som har fundet sted på grund af globaliseringen af verdensøkonomien er, at den ovenfor beskrevne positive produktionsprofit + innovationsprofit feedback mekanisme er brudt sammen.

Mange økonomer har haft deres opmærksomhed rettet mod U.S.A, og i U.S.A. har den omtalte feedback mekanisme været særlig svær at få øje på, idet der er blevet skabt innovationsprofit samtidig med at såvel lønniveauet som skatteniveauet har været lavt. Det har kunnet lade sig gøre, fordi U.S.A., lige siden Anden Verdenskrig har haft en massiv import af højt uddannede og kreative mennesker fra snart sagt hele verden. Over halvdelen af alle patenter indgivet i U.S.A. i 2007, var skabt på basis af ikke amerikanske borgeres præstationer! 
Selv om middelklassens levestandard har været stagneret siden 1970erne og selv om uddannelsesniveauet er lavt, havde U.S.A økonomisk succes, så længe der var tale om en forholdsvis lukket nationaløkonomi. 
U.S.A. var imidlertid også det land der først internationaliserede sin økonomi, og derfor er U.S.A. som helhed hårdere ramt af krisen end EU som helhed.

Hovedparten af avancerede ideer bliver, for en historisk set stakket stund, fortsat skabt i de Gamle Industrialiserede lande, men i dag bliver de avancerede ideer og nye teknologiske landvindinger ofte taget direkte i brug i de Nye Industrialiserede lande. 
Når arbejdspladserne bliver eksporteret går de Gamle industrialiserede lande glip af job og produktionsværdi, og når den nye teknologi eksporteres går de Gamle Industrilande også glip af innovationsværdien, idet selv små virksomheder i dag har udenlandske datterselskaber hvorigennem der åbnes mulighed for udbredt skattearbitrage – overskuddet deklareres i det land som har de laveste skatter.

Før globaliseringen af økonomien kunne man med rimelighed sige, at hvad der var godt for virksomhederne var også godt for landet, sådan er det imidlertid ikke længere.

Det var den industriel/teknologiske udvikling - innovationsværdi skabelsen, som i sin tid gav Europa og senere de Gamle Industrialiserede lande et økonomisk og socialt forspring. 
På nuværende tidspunkt hvor den positive produktionsværdi + innovationsværdi feedback mekanisme er brudt, er mantraet samfundsmæssig effektivisering og offentlig indskrænkning, og med en sådan (økonomisk set nødvendig) udvikling, vil iderigdommen og den industrielle kreativitet gradvist aftage, også på grund af reduceret risikovillighed.

Med mindre radikale og grundlæggende forandringer foretages, vil andre lande og verdensdele fremover indtage den socioøkonomiske førerposition. 

Den gradvise udhulning af vor position startede med internationaliseringen af økonomien i 1980erne hvilket de etablerede økonomiske modeller ikke har været istand til at afdække. Følgelig blinkede advarselslamperne heller ikke da økonomien i realiteten gik fra plus til minus !
 

Bobleøkonomien har i de sidste mange år sløret det forhold, at den socioøkonomiske lederposition som de Gamle Industrilande har indtaget siden det 14 århundrede, nu på det nærmeste er sat overstyr.

 ”Doktorering” af det nye samfund men med gamle metoder.

Lige siden ”.com” boblen sprak, har den offentlige debat gået først på ”Informationssamfund”, så over til ”Vidensamfund” og ”videnrelateret vækst”, for så at udvikle sig videre til fokusering på opfindsomhedens overvældende betydning i nutidens/fremtidens ”Idesamfund” som hviler på ”idebaseret vækst”.

Alt dette har primært med ikke fysiske frembringelser at gøre, men på trods af det har hverken den økonomiske eller den øvrige samfundsmæssige forståelse bevæget sig ud over industrisamfundets selvforståelse.

Konsekvensen er, at man lukker øjnene for den virkelige situation og i mangel af bedre griber bagud til John Maynard Keynes økonomiske teorier, der blev offentliggjort i 1936, og som desuden kun omhandlede strategier for enkeltstående nationaløkonomier og ikke for en global økonomisk krise.

Enten var al snakken om Informationssamfund, Vidensamfund og Idesamfund tom luft, eller også er der noget galt med den økonomiske og den øvrige ”Industrisamfundsopfattelse” af vor nuværende situation!

Industrisamfundets struktur hviler på at såvel lønmodtagere som virksomheder og kapitalen yder deres bidrag til opretholdelsen og videreudviklingen af samfundet. 
Med internationaliseringen og fremvæksten af Ideøkonomien er samspillet mellem samfundet og de produktive strukturer ved at bryde sammen.

På trods af teknologisk udvikling oplever vi samfundsmæssige indskrænkninger, og manglende udvikling er reelt tilbagegang!

De værdiskabende arbejdspladser reduceres i antal, virksomhederne kan unddrage sig beskatning og kapitalen er også i allerhøjeste grad blevet internationaliseret. 
Selv om argumentationen har været en anden, har Velfærdskommissionen taget konsekvensen af dette, og foreslået en omlægning af beskatningen til ejendoms og afgiftsbeskatning, således at det er det at bo, producere og handle i Danmark som beskattes. Kun ved en sådan radikal omlægning, vil det være muligt at klare perioden frem til etableringen af det egentlige Idesamfund.
http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/01/idesamfundet.html

  

Når samfundet skrumper, går dets borgere også rent mentalt i skyttegravene. På trods af at konservatismens mentale højborge, USA og GB er på katastrofekurs, er vælgerne i Danmark fortsat ikke villige til at acceptere de økonomiske omstruktureringer som er nødvendige. Det er beklageligt, for det er kun via en positiv samfundsudbygning og samfundsudvikling, at vi kan opretholde en grad af konkurrencedygtighed.

Et væsentligt kriterium for videnskabelige teoriers validitet er hvorvidt de er i stand til at rumme/beskrive endnu ikke observerede fænomener. I og med at det ovenstående baserer sig på min bog ”Videnskaben, Historien og Fremtiden.” der blev udgivet i 1991, kan udviklingen i den mellemliggende periode tjene som ”bevis” for denne teoretiske forståelses validitet. 

   

”Science, History and the Future”

1992.

http://unifiedscience.blogspot.com/

Søren Hetland Basse

Røvej 24

3760 Gudhjem

Optimisme er godt, realisme er bedre!

Bent Hansen har helt ret i at vi må se at få det bedste ud af globaliseringen for der er ingen vej tilbage.

Man kan imidlertid ikke beskylde danskerne og de danske virksomheder for ikke at have gjort deres bedste hvad angår positiv udnyttelse af globaliseringen. Når vi nu, trods denne positive og målrettede indsats, står midt i en historisk set formidabel krise, sker dette på baggrund af 20 år med energisk internationalisering. Den pågældende internationalisering har resulteret i at ”danske” virksomheder i dag beskæftiger lige så mange mennesker i andre lande som i Danmark!

Det hævdes generelt, men yderst naivt, at det vi nu oplever, er en finansiel krise som er resultatet af et overforbrug. For at krisen skal kunne være udtryk for et tidligere overset overforbrug, må der imidlertid have været en ringere indtjening end man har antaget. Det var desværre kun i de sidste ca. 3 år før krisen slog igennem, at bruttonationalproduktet steg en del mere end gennemsnittet af årlige bruttonationalprodukt stigninger, set over en 50 års periode. Skulle der ikke være noget grundlæggende i vejen med den erhvervsøkonomiske dynamik, skulle det overforbrug som resulterede i krisen, altså kunne begrundes i den pågældende ekstra bruttonationalprodukt stigning (altså ud over hvad der er det gennemsnitlige set over en 50årig horisont). Der er imidlertid intet der tyder på at det er tilfældet. Den tiltagende gældsætning gennem de sidste 10 år, har altså sløret hvornår nationaløkonomien reelt gik i minus. Ud fra hvad der er fremme i medierne, lader dette imidlertid ikke til at have den store interesse.

Argumentet for at det ”blot” drejer sig om en finansiel krise er en diffus henvisning til at krisen kommer udefra, men det billede der tegner sig er, at samtlige gamle I-lande er havnet i den samme situation. Det mest liberalistiske land som i øvrigt også "internationaliserede" først er U.S.A., hvor krisen som følge deraf er slået kraftigst igennem. (Der er adskillige af USA´s delstater som ville være lige så ilde ude som Grækenland m.fl. såfremt der i USA ikke fandtes en udligningsordning! ( tilføjet 25/9-11))

En af de helt store fejlopfattelser er, at når det går godt for ”danske” virksomheder skal det nok også gå godt for Danmark. Også dette er virkelig naivt. Vi er eksempelvis vældig stolte af Mærsk, men i takt med at Mærsk blev en international koncern, skrumpede antallet af danskere i koncernen langsomt ind. Først røg sømændene, og nu ryger også officer stillingerne til udlændinge, medens kontorerne i udlandet i hovedsagen er bemandet af ikke danske. Selv om Hr. Møller gerne fremmer danske interesser, er det absolut sekundært i forhold til Mærsks egne interesser, og sådan må det nødvendigvis være for alle ”danske” koncerner som vil overleve.
(Det er imidlertid nu dokumenteret, at det kun er de firma aktiviteter som findes i Danmark, som gavner den danske økonomi. Se.  http://videnskabeligindsigt.blogspot.com/2011/02/de-danske-multinationale-bidrager-kun.html (tilføjet 25/9-11))

Lige som vi er stolte af danske internationale fodbold stjerner, er det også rimeligt at vi er stolte af danske firmaers der gør sig bemærket internationalt, men ingen af delene giver os imidlertid smør på brødet.

En nationalstat er nu engang afhængig af, at der kommer tilstrækkeligt med penge i kassen til at uddannelsesniveauet og samfundsstruktur ikke kun kan opretholdes men også videreudvikles. Man kan snakke meget frem og tilbage, men det er altså mange år siden at der var albuerum hvad det angår!

Bent Hansens opfordring til strømlining af danske virksomheders globalisering er al ære værd, men om det mere end forsinker Danmarks socioøkonomiske nedtur er højest tvivlsomt.

 Det er trist at vi skal helt ned i sumpen før der bliver interesse for at forstå hvad der virkelig er ved at ske.

Eftertiden vil undre sig såre over vor uvilje mod at slippe gamle forståelsesmønstre og forestillinger, selv når realiteterne skriger os ind i ansigtet.

       

Bevidsthed, fundamentalisme og videnskab.

Bevidsthed.

Såvel religiøse som politiske eller andre fundamentalistiske ideologier er primært baseret på følelsesmæssige forhold. Hvad er det for psykologiske forhold som er særkendet ved fundamentalisme?

Den bedste model til forklaring af dette er faktisk flere tusinde år gammel og kom til Europa i forbindelse med Storbritanniens erobring af Indien. Det det drejer sig om er den såkaldte chackramodel, hvor den menneskelige bevidsthed forstås som fungerende på gradvist højere niveauer. I denne sammenhæng er det kun de 3 første niveauer som er af interesse.

Ifølge den nævnte forståelsesstruktur er det laveste bevidsthedsniveau karakteriseret ved at man opfatter alt unuanceret som enten eller, på det næste bevidsthedsniveau formår man bevidsthedsmæssigt at rumme en både og forståelse og på det tredje niveau oplever man i helheder tingene er. For at illustrere hvad der menes vil jeg bruge et eksempel med solen. Befinder man sig i en ørken, efter 3 dage uden vand, vil man ikke have meget psykologisk overskud, det drejer sig om overlevelse, og ens bevidsthed vil derfor være tvunget ned på et niveau hvor man kun, helt unuanceret og ensidigt, formår at opleve solen som ond og destruktiv. Er man til gengæld kommet til at smække sig ude af skihytten kun iført nattøj og det er minus 20 grader, er der ligeledes tale om en overlevelsessituation, og ens bevidsthed er på ganske tilsvarende vis tvunget ned på det første bevidsthedsniveau, hvor men til gengæld denne gang kun formår at opfatte solens fremkomst over horisonten som entydig god og livgivende. Sidder man derimod en varm sommerdag ved svømmepølen, med en svalende drink i hånden, er man i stand til bevidsthedsmæssigt at rumme tanker om solen som både destruktiv under ekstremt varme forhold, og livgivende under ekstremt kolde forhold. Nogle gange er man i total psykisk balance og hvis man i en sådan situation retter opmærksomheden mod solen, vil man kunne opfatte den som den totalitet den jo er.

Pointen er at ikke alle mennesker er lige modne psykologisk set. Vi kan alle fungere på det første niveau hvor man opfatter tingene som enten entydigt gode eller entydigt onde, de fleste af os kan desuden, det meste af tiden fungere på det andet niveau, hvor vi på samme tid formår at rumme bevidstheden om både positive og negative sider ved det vi fokusere på. Men det er kun meget få af os der mere end i glimt kan opretholde en helhedsopfattelse af tilværelsen.

Fundamentalisme

Nogle mennesker er så blokerede eller umodne, at de så godt som hele tiden bevidsthedsmæssigt befinder sig på det unuancerede enten eller første niveau. De er simpelthen ikke i stand til at fatte andet end en enkelt side. Enten er tingene gode eller også er de dårlige – er du ikke med os er du imod os OSV. Det er i denne kategori at folk med fundamentalistiske holdninger skal findes. Et karakteristisk træk ved ungdommen er, at den stadig udvikler sig, også rent psykologisk, hvilket er årsagen til at unge mennesker ofte har unuancerede holdninger, for så efterhånden at blive mere rumlige, tolerante og modne.

Hvad der gælder for enkeltindivider gælder også for grupper og samfund, jo højere modenhed befolkningsgennemsnittet har, jo flere nuancer kan politikere og andre offentlige personer tillade sig at give offentligt udtryk for. I lande hvor befolkningsgennemsnittet psykologisk set er mindre udviklet, er primitivere og mere unuancerede politiske standpunkter dominerende. Med tanke på USA og president Barack Obama, er det, set fra et dansk ståsted, helt tydeligt, at han må holde igen og optræde uhyre pædagogisk for ikke at støde store dele af vælgerskaren.

Videnskab.

Et andet aspekt af den ovenfor beskrevne forståelse af bevidsthedens niveaudelte struktur er, at jo højere bevidsthedsniveau et individ eller et samfund kan fungere på, jo mere komplekse sammenhænge kan man overskue og forholde sig til.

Naturvidenskaberne stadfæster at alt i universet er en helhed. Jo højere psykologisk niveau man er på, jo større dele af helheden kan man rumme. Som sagt er ikke alle mennesker lige psykologisk modne, og desuden er vor opdragelse, vor opvækst og vore psykologiske typologier forskellige, og de felter som vi individuelt er blokerede på er også forskellige. Når man skal kommunikere komplekse sammenhænge, kan man derfor langt fra være sikker på at andre kan forstå og acceptere hvad man siger. Det geniale ved videnskab er, at videnskaberne opstiller faste regler og bestemte kriterier for kommunikation af deres respektive videnskabelige områder. Derigennem bliver det muligt for individer med forskellig baggrund og fra forskellige kulturer at kommunikere forholdsvis præcist med hinanden.

Forståelsen af ”virkelighedens ubrudte hele” bliver bedre og bedre jo højere bevidsthedsniveau man befinder sig på, men det forholder sig til gengæld omvendt med kommunikerbarheden. Jo højere bevidsthedsniveau noget opfattes på, jo vanskeligere er det at kommunikere. Videnskab er ikke udtryk for den højeste bevidsthed, videnskab er derimod udtryk for den højest mulige form for kommunikerbarhed. De videnskaber som vi opfatter som de mest udviklede, formår at beskrive, udtrykke og forudsige begivenheder indenfor deres genstandsfelt på det laveste enten eller bevidsthedsniveau, måske ligefrem på binær 0 – 1 form, hvilket jo er en abstraktion og en voldsom indskrænkning af ”virkelighedens ubrudte hele”, men til gengæld er sådan eksakt videnskab universel kommunikerbar og derfor yderst anvendelig!

Ud fra det ovenfor beskrevne, er det let at forstå, at der ikke umiddelbart er en sammenhæng mellem uddannelsesniveau og menneskelig modenhed. Man kan sagtens være psykologisk moden men være dårligt uddannet, omvendt kan man sagtens være en højt specialiseret videnskabsmand uden at være særlig psykologisk moden. Vi kan takke vort forholdsvis homogene samfund for, at uddannelse og psykologisk modenhed i de fleste tilfælde følges ad.

Linné, Darwin og Mendel

På os virker det lettere komisk, på grænsen til det uforståelige, at nogle mennesker kan afvise vores slægtskab med aberne. Det bliver lettere at forstå når man tænker på, at de pågældende personer og grupper af personer mentalt hovedsaleligt befinder sig på det første, unuancerede enten eller bevidsthedsniveau. Enten er alt det der står i Biblen ubetinget rigtigt eller også kan man ikke tro på noget som helst. Ud fra enten eller bevidsthedsniveauet kan man ikke fatte symbolik.

Ved at fastholde fokus på Darwin, aberne og ”survival of the fittest”, gør vi det imidlertid vanskeligere for såvel os selv, som for dem der af religiøse grunde ikke kan acceptere vort slægtskab med aberne. Nu har Darwin jo lige haft jubilæum, men i virkeligheden burde han være stillet op på samme videnskabshistoriske hylde som f.eks. Ptolemæus. Biologien blev ophøjet til videnskab gennem Linné’s systematiseringer og katalogiseringer. Det pågældende videnskabelige niveau svarer til nutidens historievidenskabelige stade, der er centreret omkring den kildekritiske metode. Altså i begge tilfælde metoder der opstiller faste regler for undersøgelse og katalogisering af deres respektive videnskabelige genstandsfelt. Darwins teorier svarer videnskabsteoretisk/udviklingsmæssigt til eksempelvis Bechers Phlogiston teori indenfor kemien, eller som nævnt Ptolemæus geocentriske astronomi. Alle tre teorier var i en lang periode dominerende indenfor deres felter. De pågældende teorier formåede imidlertid blot at forklare fænomener indenfor deres fagområde, de rummede, ligesom Darwins teori ikke mulighed for at forudsige udviklinger indenfor deres videnskabelige felter.  Det interessante i denne sammenhæng er, at Darwin allerede blev overhalet indenom bare 7 år efter at han i 1859 offentliggjorde sin ”Arternes Oprindelse”. Allerede i 1866 publicerede Gregor Mendel nemlig sin afhandling om krydsning af ærteplanter, hvor han ved hjælp af statistik og matematiske beregninger var i stand til at forudsige det (genetiske) udfald af krydsning af ærteplanter. Det er åbenbart, at Darwins rejser og forskning er dramatisk og spektakulær, og dermed kalder på vore egne opdagelsesdrømme og sydhavsfantasier. For mig er der imidlertid ingen tvivl om, at Mendel, ved i realiteten, blot 7 år efter Darwin, at hæve biologien op på det naturvidenskabelige niveau, bidrog med en væsentlig større videnskabelig præstation end Darwin gjorde!

Darwins udviklingslære er strukturelt en samfundsvidenskab, og på det samfundsvidenskabelige niveau kan der opstilles konkurrerende teorier, og det er, rent videnskabsteoretisk, formelt set umuligt at føre bevis for at den ene teori er rigtigere end den anden. Dagens biologi er imidlertid, gennem biokemien, hævet op på et naturvidenskabeligt niveau, hvor det er helt uproblematisk at føre bevis for, at de biologiske teorier er i overensstemmelse med empirien. Det vil følgelig være hensigtsmæssigt at man arkiverer Darwin på hans rette videnskabsteoretiske hylde. Dermed vil de Kristne Fundamentalistiske Kreationister miste deres sidste sunde videnskabsteoretiske argument for en kreationistisk biologisk forståelse. Da religion imidlertid primært er et spørgsmål om følelser og psykologi, er det dog tvivlsomt hvor meget det i praksis vil forandre.

Søren H. Basse

Bornholm 

  

 

 

     

Demokratiets generelle problem.

Uddannelses og informationsniveauet.

En ny politisk struktur.

Folketingets struktur må være som bestyrelsen i et firma.

Regenten.

Folketingets sammensætning.

Elektroniske folkeafstemninger.

Ombudsmand.

Ombudspræsident.

Administrationen.

Aktivering af borgerne.

Demokratiets generelle problem.

Demokratiets generelle problem kommer tydeligst til udtryk i begreberne politikerlede, troværdighedskrise og ekstraparlamentariske manifestationer. Politikerne prøver at arbejde sig forbi disse problemer, men da der ikke findes en grundlæggende forståelse af årsagen til sådanne problemer, får politikernes indsats på dette felt ingen virkning. Såfremt man ikke ændre det eksisterende system, er der sandsynlighed for, at borgernes interesse for politik og det demokratiske system vil fortsætte med gradvist at mindskes, især fordi stedse flere politiske beslutninger flyttes fra Folketinget og til EU’s besluttende organer..

                      Vort repræsentative demokratiske system har ikke undergået grundlæggende ændringer siden det blev indført i 1849. Når man perspektiverer dette med den omstændighed, at næsten alt andet i samfundet har undergået radikale forandringer, kan det ikke undre, at en så gammel styringsstruktur ikke længere kan fungere optimalt.

                      Forudsætningen for udformningen af det repræsentative demokratiske system i 1849 var, at samfundet bestod af en meget lille gruppe veluddannede borgere, og en meget stor gruppe borgere med begrænsede kundskaber, samt så hårde arbejdsvilkår, at der ikke var mulighed for og overskud til andet end stillingtagen til simplificerede politiske spørgsmål. I det daværende samfund var der desuden yderst begrænsede muligheder for detaljeret formidling af samfundsinformationer. I den situation var det både rimeligt og fornuftigt, at etablere et system hvor borgerne udpegede de personer som de mente var bedst i stand til at varetage deres politiske interesser. En konsekvens var også, at politikerne, efter at de var/er valgt, juridisk set kun er ansvarlige overfor sig selv og i princippet ikke overfor deres vælgere eller de politiske partier de er tilknyttet. Som vi ved, ser virkeligheden i dag meget anderledes ud, og et velfungerende nutidigt system må nødvendigvis stemme så godt overens med virkeligheden som mulig.

Uddannelses og informationsniveauet.

I dag er det sådan at hovedparten af borgerne er bedre uddannet end eliten var i 1849. Den gang var det rimeligt at acceptere et system der indeholdt store muligheder for persondyrkelse og manipulation, og som førte til personlige magtkampe og intriger, for et sådant system var den gang det bedst mulige, men i dag finder borgerne det helt klart ikke rimeligt, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem de ovennævnte fænomener ”politikerlede” og ”troværdighedskrise”.

                 Medens Stauning uantastet kunne forære den danske undergrund til en amerikaner fordi Stauning var forgabt i amerikanerens tante, slipper politikerne i dag kun af sted med væsentligt mere beskedent magtmisbrug. Nutidens borgere og medier er i stand til at afdække misbruget, og det er jo godt. Men da den politiske struktur fortsat er den samme, er det kun gradsforskelle det drejer sig om. I mange tilfælde overskygger politikernes intriger og manipulation en hensigtsmæssig løsning af samfundsproblemer, og det får borgerne til i lede at vende sig væk fra politik som sådan.

En ny politisk struktur.

En ny politisk strukturering skal grundlæggende tage højde for to af nutidens realiteter. Den væsentligste er, at hovedparten af borgerne er i stand til at tage moden og detaljeret stilling til politiske spørgsmål. Den anden realitet er, at en sådan moden og detaljeret holdning ikke nødvendigvis afspejles i de etablerede politiske grupperingers standpunkter. For at imødekomme disse to væsentlige forhold, er det nødvendigt at omlægge det politiske system således, at demokratiet får en ny og anderledes grundstruktur.

Folketingets struktur må være som bestyrelsen i et firma.

Medens politikerne hidtil har blandet sig i enkeltsager uanset hvor små disse måtte være, bare sagerne havde politisk interesse, bør en ny struktur have indbygget en meget skarpere adskillelse mellem administration og politik.

Det bør være Folketingets opgave at udstikke principielle retningslinierer, og at føre kontrol med at administrationen følger de udstukne retningslinier, men Folketinget bør ikke blande sig i enkeltsager eller den daglige administration. Kun enkeltsager, der overstiger en nærmere fastlagt procentdel af årsbudgettet, bør gøres til genstand for direkte politisk indblanding. Man bør f. eks udstikke principielle retningslinier for hvorledes offentlige arbejdspladser og investeringer skal fordeles i Danmark, men man bør overlade det til administrationen at foretage den faktiske fordeling. For at dette skal kunne fungere er det nødvendigt at åremålsansætte alle ledende medarbejdere i administrationen. På den måde kan politikerne med eksempelvis 4 års mellemrum udtrykke deres utilfredshed gennem udskiftning af ledere der ikke på en tilfredsstillende måde følger de udstukne retningslinier.

Regenten.

Kongedømmet kan meget vel bibeholdes som en kulturelt samlende og diplomatisk funktion. Det vil dog være mest hensigtsmæssigt at kongehuset fratages ansvaret for at underskrive landets love, denne forpligtelse lægges i stedet over på en ny ombudsmands funktion. Herom senere.

Folketingets sammensætning.

Stemmerne i Folketinget bør fordeles til de politiske grupperinger/partier der ved en afstemning får mindst 4 % af stemmerne. Det nye element vil være, at det er de politiske grupperinger der råder over stemmerne, og ikke de enkelte politikere. De politiske grupperinger kan så hver især bestemme om partiets pladser i folketinget hele tiden skal varetages af de samme personer, eller om pladserne skal rotere iblandt partiernes medlemmer.

Elektroniske folkeafstemninger.

Det bør være muligt at afholde elektronisk folkeafstemning hver gang eksempelvis 10 % af landets vælgere ønsker det. Det skal ikke umiddelbart være Folketinget der formulerer spørgsmålene til folkeafstemningerne. Enhver gruppering der ved elektronisk underskriftindsamling kan skaffe mindst 4 % opbakning, skal have ret til at få deres formulering med ved afstemningen. Herved imødekommes de samfundskræfter der ellers ville være henvist til at komme til orde via ekstraparlamentariske manifestationer.

Selv om sådanne folkeafstemninger oftest vil være affødt af enkeltsager, skal de formuleringer der stemmes om være principielle og ikke sags relaterede. Folketinget kan efterfølgende enten acceptere folkeafstemningsresultatet, eller opløse sig selv og udskrive (elektronisk) nyvalg til Folketinget. Der kan nemlig meget vel ske det, at Folketinget vurderer, at folkeafstemningsresultatet ikke er økonomisk eller teknisk foreneligt med den øvrige lovgivning, og at resultatet følgelig vil bringe helheden i ubalance. Efter at der er foretaget nyvalg til Folketinget, kan dette nye råd, med en eventuel ny stemmefordeling og magtbalance, ud fra en helhedsbetragtning afgøre den pågældende enkeltsag.      

Ombudsmand.

Den hidtidige ombudsmandsfunktion bibeholdes og styrkes.

Ombudspræsident.

 Ombudspræsidenten vælges direkte ved folkeafstemning, men aflønnes af EU.

Ombudspræsidenten skal varetage borgernes interesse i forhold til politikerne, altså tilse at politikerne holder sig indenfor deres mandat og ikke blander sig i enkeltsager eller manipulerer med administrationen. Ombudspræsidenten skal underskrive landets love, eller nægte at underskrive dem og udskrive elektronisk nyvalg. Ombudspræsidenten er den eneste der sidder en fast 4-6 års embedsperiode.

Administrationen.

Da politikerne kun må beskæftige sig med overordnede og principielle spørgsmål bliver der altså ikke brug for en politisk valgt regering. Centraladministrationens øverste embedsmænd varetager regeringens funktioner, ud fra de principielle retningslinier som det politiske niveau har udstukket. Af hensyn til det internationale samarbejde kan et rådgivende politisk sammensat udenrigspolitisk råd etableres.

Ved at frigøre administrationen fra politikernes indblanding i enkeltsager og i den daglige arbejdsgang, bliver administrationens lederstillinger mere spændende og attraktive, og sådanne stillinger vil følgelig tiltrække bedre kvalificerede og mere selvstændige ledere.  

Aktivering af borgerne.

For at demokratiet skal kunne blomstre, må borgerne være aktive. Det der er altafgørende for om borgerne engagerer sig er imidlertid, om deres indsats får reel betydning for de politiske beslutninger. Den lette tilgang til folkeafstemninger vil give borgerne en mere central rolle i de politiske beslutningsprocesser end det er tilfældet i dag, og muligheden for hyppige valg til Folketinget vil gøre at vælgerne ikke blot sætter sig tilbage i sofaen og venter på at der igen er gået 4 år!

Da magten ligger hos de politiske grupperinger og ikke hos enkelte politikere, sikres den politiske kontinuitet, også i tilfælde af at der skulle blive hyppige nyvalg til Folketinget..

Ved at reducere enkeltpolitikernes betydning til fordel for de politiske gruppers betydning, vil personlige magtkampe og intriger træde i baggrunden, idet sådanne magtkampe og intriger fremover i hovedsagen vil blive henvist til at foregå internt i de politiske grupper. De politiske grupper vil som sådan ikke have nogen interesse i eksponering af underlødige magtkampe og intriger, og den offentlige politiske dialog vil derfor blive højnet, hvorved vælgernes respekt for det politiske system øges.

Økonomien og problemet med ”at kæmpe den nuværende krig med sidste krigs metoder”.

Viden giver magt, men forældet viden resulterer i afmagt.

Når talen falder på krig er det velkendt at militæret sjældent er på omgangshøjde med en innovativ og aggressiv modstanders evne til nytænkning og nye angrebsmetoder. Man har svært ved at slippe den forståelse og de metoder som den sidste eller endog næstsidste krig mundede ud i.

For at være i stand til at omstille såvel den militære som den økonomiske forståelse til nye udfordringer, er det ikke nok at man tænker i militære, respektive økonomiske baner, man er nødt til at inddrage og ajourføre sin samlede forståelse, således at ens forståelse er på omgangshøjde med nutidens teknologiske og samfundsmæssige strukturer.

Det der kendetegner den nuværende økonomiske kriseforståelse er, at den hviler på den overfladiske betragtning, at krisen blot er resultatet af for løs økonomisk styring som har resulteret i for megen låntagning, en del asocial økonomisk aktivitet samt et generelt overforbrug. Denne opfattelse udmønter sig næsten daglig i henvisninger til at så snart den økonomiske situation er stabiliseret vender vi tilbage til ”de gode gamle tider”!

Det vi og de øvrige ”Gamle Industrilande” i øjeblikket gør rent økonomisk, er ikke forskelligt fra hvad Japan gjorde da deres boligmarked kollapsede i forbindelse med sidste krise, og lige siden har Japan været fanget i økonomisk stagnation. Det på trods af at Japan endog, i hele perioden frem til den nuværende krise, var så heldigt stillede, at de kunne opretholde deres høje eksportrate!  Selv med den nuværende økonomiske forståelse er det altså halsløst at tro at den nuværende krise kan overstås indenfor overskuelig fremtid!

Såfremt vi som privatpersoner brugte meget mere end vi tjente, ville det naturligvis komme til udtryk som voldsomt forøget økonomisk aktivitet. Vores forbrug af såvel tjenesteydelser som indkøb af varer, ville være særdeles svære at overse, og det har da også været tilfældet for store dele af befolkningens vedkommende.

I dag står det imidlertid klart, at også landet som helhed har haft et sådant spektakulært overforbrug. Dette overforbrug skulle følgelig have kommet til udtryk i markant forøget økonomisk samfundsmæssig vækst, men selv om den samfundsøkonomiske vækst har været forøget, især de sidste år før krisen, har den ikke hævet sig tilstrækkeligt meget over de sidst 50 års gennemsnit, til at godtgøre for den massive økonomiske ubalance som vi i dag kan konstatere. Såfremt dette ræsonnement er korrekt, må den logiske konsekvens være, at vi, siden sidste krise, i virkeligheden samfundsøkonomisk ikke har tjent så meget som vi burde have tjent, og at vi i stedet samfundsøkonomisk har suppleret den ringere indkomst med lånte penge!

”Something is rotten in the state of Denmark” og i de øvrige ”Gamle Industrilande”!

    

 ”Doktorering” af det nye samfund men med gamle metoder.

Lige siden ”.com” boblen sprak, har den offentlige debat gået først på ”Informationssamfund”, så over til ”Vidensamfund” og ”videnrelateret vækst”, for så at udvikle sig videre til fokusering på opfindsomhedens overvældende betydning i nutidens/fremtidens ”Idesamfund” som hviler på ”idebaseret vækst”.

Alt dette har primært med ikke fysiske frembringelser at gøre, men på trods af det har hverken den økonomiske eller den øvrige samfundsmæssige forståelse bevæget sig ud over industrisamfundets selvforståelse.

Konsekvensen er, at man lukker øjnene for den virkelige situation og i mangel af bedre griber bagud til John Maynard Keynes økonomiske teorier, der blev offentliggjort i 1936, og som desuden kun omhandlede strategier for enkeltstående nationaløkonomier og ikke for en global økonomisk krise.

Enten var al snakken om Informationssamfund, Vidensamfund og Idesamfund tom luft, eller også er der noget galt med den økonomiske og den øvrige ”Industrisamfundsopfattelse” af vor nuværende situation!

Det er både naturligt og meget menneskeligt at vi tager udgangspunkt i den viden og den virkelighedsopfattelse vi allerede er i besiddelse af, men det er beklageligt at konsekvensen bliver, at vi, såvel individuelt som kollektivt i samfundsdebatten kun vil beskæftige os med små justeringer af vort verdensbillede.

T.S. Kuhn beskæftigede sig med dette fænomen, som han kaldte Videnskabernes Revolutioner, et begreb der dækker det forhold, at en herskende videnskabelig teori først lader sig vælte når den pågældende generation af professorer og andre etablerede eksperter går på pension.

Sætter man sig ind i videnskabernes historie vil man kunne konstatere, at det mere er reglen end undtagelsen, at grundlæggende ny erkendelse bliver ”syltet” indtil den pågældende videnskabs instrumentelle udvikling eller samfundsudviklingen skriger på et forståelsesmæssig og metodologisk paradigmeskifte/ændring. Dette har også været tilfældet med en videnskabelig forståelse af Idesamfundet og dets strukturelle og økonomiske forudsætninger, idet en sådan velunderbygget forståelsesmodel allerede blev offentliggjort i 1991. På det tidspunkt kunne man ikke patentere ”ikke fysiske frembringelser”, ideerne om Informationssamfundet var fortsat spæde og der fandtes overhoved ingen samfundsmæssig erkendelse af ideers afgørende betydning for konkurrencedygtigheden og for samfundsudviklingen i øvrigt. Det er først i de sidste 4 – 5 år at der er begyndt at komme en offentlig bevidsthed om Idesmafundet, men der findes fortsat ingen egentlig forståelse af hvad et sådant samfund indebærer!

Den fornemste prøve en videnskabelig teori kan bestå er på forhånd at beskrive forhold som efterfølgende viser sig at være korrekte. Min bog ”Videnskaben, Historien og Fremtiden” fra 1991 beskriver forudsætningerne for Idesamfundet, og Idesamfundets grundlæggende mekanisme. Med et spænd på 18 år mellem offentliggørelsen og nutidens fortsatte manglende forståelse af hvad det er der er ved at ske, er det måske på tide at nogen sætter sig ned og læser bogen, som i øvrigt i sin tid blev anbefalet af Villy Sørensen.

   

1991.

”Videnskaben, Historien og Fremtiden”  

  ISBN87 7241 673 4

Kan fortsat lånes på 32 biblioteker.

Forudsætningerne for de nuværende økonomiske

problemer er dog bedre beskrevet i:

”Science, History and the Future”

1992.

Kan bestilles hos forfatteren.

Søren Hetland Basse

Røvej 24

3760 Gudhjem